Indlægget indeholder reklame
Flødeost er en vidunderlig spise der kan bruges både i madlavningen eller som det skønneste pålæg til brød og kiks.
Det er fristende bare at smide en Philadelphia i kurven i supermarkedet. Men er du ude efter nogle ekstra point når gæsterne kommer på besøg, så kan du meget nemt og på ingen tid bikse din egen sammen. Du bestemmer endda selv bestemme hvad den smage af. Her i opskriften deles mængden af ost i to, så du får to lækre smagsvarianter af denne portion, og tro mig, du bliver bestemt ikke skuffet! Det smager helt igennem fantastisk og det er også bare en dejlig følelse, når man selv har lavet det fra bunden.
Det er især også en fordel at lave sin egen flødeost hvis man har børn under 1 år i husstanden. Den kan nemlig laves helt uden salt, som de små helst skal undgå i deres første leveår. Her kan du vælge at lave er helt neutral variant, eller du kan vælge at tilsætte lidt krydderier og smage til din baby. På den måde får du et lækkert smørepålæg uden saltindhold.
Jeg har anvendt min osteskål fra Gourmetshoppen. Den finder du HER. Samtidig har jeg anvendt et termometer for at holde min ostemasse lige under kogepunktet (omkring 98-99 grader). Termometeret finder du her HER.
Alternativt kan osten drænes i et kaffefilter.
Hjemmelavet flødeost (2 varianter)
Ingredienser
- 1 Liter Sødmælk
- 1/2 Liter Piskefløde
- 3-5 Spsk Citronsaft (Citronsaft på flaske kan også bruges)
Flødeost med hvidløg og urter
- 1 Fed Presset hvidløg
- 2 Spsk Purløg i små stykker
- 1/2 Tsk Salt
Flødeost med soltørret tomat
- 4-6 Stk Soltørrede tomater Skåret i mindre stykker
- 2 Grene Frisk Timian eller 1/2 tsk tørret
- 1/2 Tsk Salt
- Lidt friskkværnet peber
Sådan gør du
- Kom mælk og fløde i en gryde og varm det langsomt op til det begynder at simre. Ikke buldre-koge. Hold det gerne lige under 100 grader.
- Når det simrer kommer du citronsaft i lidt af gangen og rører stille rundt i gryden. Nu begynder det at klumpe sammen. Lad det simre yderligere et par minutter til man tydeligt kan sigte klumperne fra vallen. Brug en hul-ske til at få osten fra gryden og op i en tæt sigte eller osteklud.
- Lad osten dræne i ca 15 min.
- Del osten op i to portioner og start med at komme den ene halvdel og ingredienserne til hvidløgsosten i en blender/minihakker. Blend til alt er pænt fordelt. Smag til med salt og peber. Kom det i en lufttæt beholder.
- Blend så den anden variant med soltørret tomat sammen ved at komme det hele i blenderen. Kom det i en lufttæt beholder.